Det er bestemt ikke alle mennesker, der er interesseret i de spirituelle aspekter af meditation.
Lidt populært kan man sige, at de fleste er interesseret i de "lavthængende frugter", og det kan være udmærket. Forskningen har her interesseret sig for, om man kan øge et menneskes koncentrationsevne og fokus på en bestemt opgave, eller om det gennem meditation er muligt at løse en opgave, som synes uløselig. Begge dele er muligt.
”Mennesket har dog ofte så travlt med sine mange gøremål, at bevidstheden er polariseret i det, vi kalder det lavere selv – det lille ego eller personligheden. Så længe denne polarisering er fokuseret på det fysiske og emotionelle plan, føles intet behov for meditation. Selv når det mentale plan er aktivt, opstår ingen tilskyndelse, før mennesket har gennemlevet mange forandringer, har drukket af både glædens og smertens bæger, og fundet livet i det lavere selv utilfredsstillende.”
”Mennesket når ofte et punkt, hvor det har fremgang, nyder popularitet og besidder mange evner, men alligevel føler det sig ikke tilfreds. Den indre tilskyndelse varer ved, indtil smerten er så kraftig, at længslen efter at nå op og ud – at få vished om noget og nogen hinsides – overvinder alle hindringer. Mennesket begynder at vende sig indad for at søge kilden, hvorfra det kom. Da begynder det at meditere, at fundere, at intensivere sin vibration og når efterhånden frem til den tid, hvor det kan høste meditationens frugter.”
Vi har selv prøvet at besvare spørgsmålet: Hvorfor er meditation så betydningsfuld? Lad os dele følgende tanker og kommentarer med jer:
1. At kontakte sjælens bedste bestræbelser.
Sjælens sande eksistens, dens samarbejde med den daglige bevidsthed også kaldet personligheden er et komplekst sammenspil. Mediernes almindelige forståelse af begrebet sjæl har intet med sjælens sande natur at gøre, og videnskaben har endnu ikke kunne bevise, at der er en sjæl. Det har derimod den esoteriske viden, hvor de gamle græske filosoffer har taget hul på rejsen mod sjælens rige. Den vigtigste del af vores undervisning handler om at knytte din sjæl tættere til din fysiske bevidsthed ikke bare i ord men i energi og dermed i handling. Det er forbindelsen mellem de to bevidstheder personlighed og sjæl, som driver menneskehedens evolution fremad og dernæst er med til at udvikle nye mennesketyper og dermed en ny verden med nye værdier, etisk og moralsk.
2. At føre mennesket til en ligevægtstilstand.
Vi er begyndt at fokusere på følelsernes og sindets betydning, men der er lang vej igen. Vi har brug for at sætte et endnu større aftryk i denne vanskelig forståelse af ”en ligevægtstilstand”. Vi har forklaret, at det at opnå en ligevægtstilstand ikke kun er en mental proces, derfor har vi berørt begrebet ”renselse af det astrale legeme eller følelserne.” Renselse sker mere gennem meditation end at stille sig under en ”bruser”. For at ”rense” er du nød til at udvikle din evne til at visualisere og øge din forståelse af begrebet mantras, som kan være formularer af ord. En formular kan indeholde en personlig energi, som man ikke skal undervurdere, fordi du arbejder bl.a. på at påvirke såvel din bevidsthed som din underbevidsthed.
3. At stabilisere følelseslivet.
Det er vores opfattelse, at du er din egen lykkes smed. Det du høster er dit eget værk og selv om vi er under indflydelse af vores samfund og de mennesker vi har en relation til, så er det til syvende og sidst dit ansvar hvilken retning dit skib tager og dermed hvilke følelser du vækker i dit indre.
4. At forstå de modstridende kræfter i dit indre.
Det kræver bl.a. at der sættes fokus på forbindelsen mellem personligt motiv og handlinger. Den personlige og samlede forståelse vil bringe dig meget dybere ind i de modsætninger vi alle bærer rundt på. Derfor bliver begrebet dualitet og polaritet også diskuteret.
I begyndelsen er meditationen et spørgsmål om, hvordan viljen dirigerer tanken eller tankestoffet. Hvordan vi får lagt låg på underbevidsthedens tankestrøm, sådan at vi kan isolere tanken. At tanken kan få lov at stå uberørt og ren uden konstant bombardement fra underbevidsthedens eget univers af følelser, tanker og ideer. Vi har brug for den rene tanke, som står og vibrerer i mørket som et skinnende lys.
Gennem koncentration og refleksion har vi brug for at "vende os selv i luften" mere end en gang, for så får sætningen "kend dig selv" en anden mening. De fleste mennesker har endnu ikke påbegyndt rejsen ind i det univers der hedder "kend dig selv", ikke fordi de ikke vil, men fordi de ikke har redskaberne til egne selvstudier. Det er dine egne selv-erkendelser du kan bruge til at leve dit liv ikke andres. Det er dine egne selv-erkendelser, som skal give dig svar på de spørgsmål du har til livet.
Ingen rejse kan købes for penge, det er en rejse som tager tid, ja hele livet. Hvis du også er ude efter de højt-hængende frugter, så kan meditationen være den rigtige vej. Vi er klar over, at mange i årevis gennem meditation har søgt de højt-hængende frugter uden at kunne nå derop. Det har ikke altid at gøre med hvem du er, men hvilket meditationssystem du bruger. På et langt dybere stadie når vi ind i intetheden, hvor selv tanken ikke hører til, og hvor vi ligger åben for inspiration og livsforståelse fra en meget højere kilde af bevidsthed.
Undervisning i begrebet meditation er kun lige startet. Vi ønsker ikke, at I bliver frustreret over, at undervisningen nogle gange kan virke ”lidt løs”, fordi vi tillader os at kausere mere end at gå i detaljer. Det er jeres feedback og behov, der har indflydelse på undervisningen. Vi vil hele tiden tage et spadestik dybere afhængig af jeres kommentarer og udbytte.
Er der noget i dette, som du kan genkende som en virkelighed – måske som en sandhed? Søger du i dit indre eller i det ydre efter de sandheder og idealer, som du ønsker at leve efter?
Jan Ruben
Kilder: Breve Om Okkult Meditation af Alice A Bailey (p24-25)

